Arrangement om boomerang

Vender boomerangen tilbage?

Matematicum har afholdt en besøgsdag for en gruppe 3.g gymnasieelever fra Christianshavns Gymnasium. De ville have inspiration til og perspektiv på, hvordan matematik kan læres og anvendes på nye og utraditionelle måder.

Professor Steen Markvorsen kaster en boomerang ud i lokalet og fortæller om rotationer, design af propeller, opdrift og kasteteknik for at give eleverne en forklaring på boomerangens rute rundt i luften og på, hvorfor den vender tilbage, når geometrien og kasteteknikken ellers er i orden.

Certificerede boomerang-byggere og boomerangflyvere

'I skal nu bygge jeres egen boomerang, og når den er flyvefærdig, får I et DTU-mærke, som I skal sætte på boomerangen – herefter er I certificerede boomerang-byggere og boomerangflyvere', siger Steen Markvorsen og deler balsatræ og elastikker ud sammen med en byggevejledning.

De første boomeranger er hurtigt klare, og luften i gangen uden for inspirationsrummet fyldes snart med cirkulerende boomeranger.

'Det er sjovt at få et andet perspektiv på geometri og matematik', siger Petra Marie Bohm, 3.g, Christians Havns Gymnasium. Og hendes klassekammerat Kristian Voss Bjerre supplerer:

'Det er sjovt at bygge boomeranger, det er lige som at gå i folkeskolen igen, fordi vi leger. Det giver en helt anden opfattelse af, hvordan man kan bruge matematik'.

Godt supplement til undervisningen

Elevernes lærer Uwe Timm fortæller, at han har valgt at tage sine elever med til DTU, fordi et sådant besøg supplerer undervisningen godt.

'De bliver jo snart studenter og skal så finde ud af, hvad de vil bruge studenterhuen til. Her får de et frirum, hvor de kan folde matematikken ud på en helt ny måde i forhold til terperiet hjemme i klasselokalet. Samtidig får de mødt DTU's lærere og de får set et universitet', slutter Uwe Timm.

Kontakt

Steen Markvorsen
Professor
DTU Compute
45 25 30 49