Arrangement om gensplejsning

Jeg er en gensplejsning af mor og far

'Det var nyt for os at høre, at vi er gensplejsede organismer af vores mødre og fædre', siger Betina Grysbæk og Ea Larsen, begge 1.g, Erhvervskolen Hamlet i Hillerød.

Sammen med 60 gymnasieelever, der har matematik og fysik på højt niveau, har Betina Grysbæk og Ea Larsen taget turen til DTU for at høre om de spændende og overraskende sammenhænge matematik, informatik og biologi indgår i. Og ikke mindst hvilke spændende udfordringer inden for fagområderne som de selv senere i livet kan komme til at beskæftige sig med.

Gensplejsning 

Undervisningen i gensplejsning forestås af lektor Jan Martinussen, DTU Biosys.

'Om få år er 'systembiologi' det nye modeord', siger Jan Martinussen og fortsætter med at forklare de 60 elever, at systembiologien undersøger og beskriver sammenhængen mellem alle dele af et biologisk system og samler dem til en helhed. Fx er det med systembiologien muligt at give en helhedsbeskrivelse af et menneske og dets risiko for sygdom.

Vi skal forstå gensplejsning

'Vi er alle eksempler på gensplejsede organismer, og vi er gensplejsninger af vores forældre'. Jan Martinussen fortæller om, hvordan gensplejsede fødevarer evt. kan bidrage til at afhjælpe hungersnød og stigende fødevarepriser og understreger det alvorlige i, at vi alle er nødt til at diskutere gensplejsning. Og for at kvalificere den debat er vi nødt til at forstå, hvad gensplejsning egentlig er!

'Der var mange ting, jeg ikke vidste noget om i forvejen', siger Ea Larsen og fortsætter:

'Jeg har ikke rigtig hørt om gensplejsning før, men det var meget spændende. Niveauet var ret højt, så jeg kunne godt have stillet et par spørgsmål, men jeg ville helst ikke afbryde, fordi jeg ville følge med. Det var nogle meget spændende perspektiver, han havde omkring gensplejsning, som jeg vil tage videre med mig ud i livet'.

Betina Grysbæk er enig: 'Det var nyt for mig at høre om gensplejsning, og at jeg er en gensplejset organisme af min far og mor. Det var rigtig spændende at høre om, og jeg kunne jeg godt tænke mig at komme mere i dybden med emnet og overvejer at læse biologi'.

Perspektiv på undervisningen

Matematik- og fysiklærer Solveig Witting, Erhvervsskolen Hamlet, synes at DTU's tilbud om at besøge universitetsmiljøet er en fantastisk mulighed for at give eleverne et perspektiv på det, de lærer derhjemme.

'De skal have oplevelser ud af huset og ikke kun sidde med bøgerne. De skal have indblik i, hvad deres fag også kan bruges til. Ud over at de skal have en oplevelse, skal det være en oplevelse med fagligt indhold', slutter Solveig Witting.